Hvem er vi?

 

Nogle gange kan man få en idé, som bare ikke vil slippe tankerne igen. Det var lige netop dét der skete for os i foråret 2018. Mere om det senere.

 

Vi hedder Gitte Hansen og Anne Langdahl og er stifterne af Handahl Design. Vi arbejder i en børnehave i Østjylland, og har tilsammen snart 60 års erfaring med at arbejde med børn. Det betyder, at vi har brugt rigtig mange timer i en garderobe og hjulpet børn i og af tøj tusindvis af gange. Selvom vi elsker vores arbejde, så er det ingen hemmelighed, at det er hårdt for kroppen. Det har vi både mærket på egne kroppe, men vi har også set det på vores kollegaer. Det er typisk nakken, ryggen og skuldrene vi døjer med i vores fag, men nu er der altså hjælp at hente med vores ergonomiske påklædningsmøbler.

 

Tilbage i 2018 fik vi nemlig idéen til vores første påklædningsmøbel, som vi lavede for at hjælpe os selv og vores kollegaer til at passe bedre på vores kroppe. Den første prototype blev hurtigt meget populær i vores institution, så det var helt naturligt for os at arbejde videre med konceptet, så vi kunne hjælpe endnu flere af vores fagfæller i hele landet. Vi har nu flere forskellige modeller, som passer til forskellige behov og garderobestørrelser – men fælles for dem alle er, at de kan være med til at passe på det pædagogiske personale i landets daginstitutioner, så vi ikke bliver nedslidte og syge. Vi vil nemlig rigtig gerne være med til at passe på vores kollegaer.

 

Alle vores møbler bliver produceret i Danmark. Vores produkter er vores eget design, som er blevet til i samarbejde med et dansk snedkerfirma, for at sikre den bedste kvalitet og et flot udseende. Derudover er alle produkterne gennemgået af en legepladsinspektør, for at sikre at sikkerheden også er i top – og de er selvfølgelig godkendt af Teknologisk Institut. For os går funktion, kvalitet og sikkerhed nemlig hånd i hånd!