Hvorfor skal man vælge vores påklædningsmøbler?

 

 

Det spørgsmål er der mange gode svar på, synes vi. Her kan du læse, hvorfor vi mener, at alle institutioner burde have påklædningsmøbler i deres garderober. 
 

God ergonomi

Først og fremmest er vores ergonomiske påklædningsmøbler med til at passe på det pædagogiske personales kroppe. Når børnene skal have tøj af og på, sikrer vores møbler korrekte arbejdstillinger, så man undgår vrid i ryggen og nakken. Skulder og lænd bliver også skånet, da man med vores møbler kan sidde korrekt eller stå op.

 

Af pædagoger - til pædagoger

Idéen til vores produkter opstod, fordi vi så og mærkede et behov for at gøre arbejdsmiljøet bedre for os selv og vores kollegaer. Ifølge Gigtforeningen har hele 70% af alle pædagoger haft smerter eller ubehag i ryggen eller lænden indenfor det seneste år - og vi tilhører selv denne stastistik. Gigtforeningen har også lavet en undersøgelse der viser, at folk med rygsmerter eller rygsygdomme har 2,6 ekstra sygedage om året, så der er et stort behov for at gøre noget, for at undgå at vi som pædagogisk personale bliver nedslidte. Det er dette behov blandet med vores egen erfaring med nedslidte kroppe, der ligger til grund for vores påklædningsmøbler. Vi ønsker at skabe mere arbejdsglæde for vores kollegaer og være med til at mindske sygefraværet. 

 

Sikkerhed og kvalitet i top

Sikkerheden for både børn og voksne er vigtig! Derfor har vi et samarbejde med en legepladsinspektør, som løbende har været med til at sikre, at alle vores produkter har en høj sikkerhed, uden at det går udover funktionaliteten. Derudover er alle vores påklædningsmøbler naturligvis også godkendt af Teknologisk Institut, så de lever op til alle sikkerhedskrav.

 

En model til ethvert behov

Vi ved, at der er stor forskel på garderober. Derfor har vi også forskellige modeller, som passer til forskellige institutioner. Vi har store modeller til store garderober med mange børn, vi har modeller der kan hænges på en væg, nogle er fritstående og kan flyttes rundt, og så har vi vores sammenklappelige og foldbare modeller, som er særligt udviklet til dagplejere og institutioner med små garderober, hvor pladsen er trang. Derudover kan vores modeller vælges med enten 2 eller 3 trin. Modellerne med 2 trin er tiltænkt børnehavebørn, mens modeller med 3 trin er beregnet til vuggestuebørn.

 

Dansk design og dansk produceret

Hver eneste påklædningsmøbel er vores eget design, som vi har udviklet, så det opfylder de forskellige behov, vi kan se i garderoberne rundt omkring i landet. I samarbejde med et dansk snedkerfirma har vi fået design og funktionalitet til at gå op i en højere enhed. Alle vores påklædningsmøbler bliver produceret i Danmark. Det mener vi er vigtigt, så vi hele tiden selv kan være med til at sikre, at kvaliteten er helt i top.  Det betyder også, at vi kan holde leveringstiden på maksimalt 4 uger.
Derudover er der naturligvis også nogle miljømæssige fordele ved at producere lokalt, så vores produkter ikke skal fragtes verden rundt, før de ender hos vores kunder. Det synes vi er sund fornuft.

 

Anbefalet af ergoterapeuter

Vi er stolte af at forskellige ergoterapeuter har anbefalet vores påklædningsmøbler. Flere af vores kunder har henvendt sig til os, fordi de har fået vores produkter anbefalet af ergoterapeuter, som vurderer, at man med vores produkter kan forbedre arbejdsmiljøet og undgå smerter i ryg, nakke, skulder og lænd. 

 

Selvhjulpenhed

Vi har oplevet, at børnene får styrket deres selvhjulpenhed, når vores møbler bliver anvendt i garderoben. Typisk stiller børnene sig op, og får hjælp til det de ikke selv kan, mens de klarer resten selv. Det kan eksempelvis være, at de selv har taget støvler på, men skal have hjælp til at binde snørrebåndene eller de får starthjælp med en lynlås i flyverdragten, men selv lyner lynlåsen op.   

 

Mindre kaos i garderoben

En del af vores kunder fortæller os, at de har oplevet en helt anden ro i garderoben efter de har taget vores påklædningsmøbler i brug. Fremfor at kæmpe om pædagogens opmærksomhed og hjælp, stiller børnene sig i kø og venter på tur. Det skaber et meget bedre miljø for både børn og voksne.

Det er også vores erfaring, at man ved brug af vores påklædningsmøbler kan hjælpe flere børn på kortere tid - det giver mere tid til børnegruppen og de pædagogiske aktiviteter.